Nyt ERP-projekt? Sådan bliver du klar til start!

 

Implementering af et hvilket som helst nyt ERP-system er komplekst. Så enkelt kan det siges. Ét af de vigtigste elementer, for at du når godt i mål, er, at du har styr på dine ressourcer. Og med ressourcer tænker jeg på de vigtigste ressourcer, du har: Dine medarbejderes tid og viden 

Kom godt fra start 

Uanset hvordan du vender og drejer det, vil der gå mange timer i et ERP-projekt. Lad os se nærmere på, hvordan du sikrer, at I kommer godt fra start og når sikkert i mål.  

Allier dig med en dygtig ERP-partner 

Én som har erfaring på området, og taler lige ud af posen. Vi har alle mødt den dygtige sælger, som kan sælge sand i Sahara, men når det kommer til et større implementeringsprojekt, er gensidig tillid vigtigt.  

Nu tænker du måske: Hvad har det med mine ressourcer at gøre? Det handler om dit overblik før, under og efter projektet. Din ERP-partner kender processerne i dybden, har gennemført lignende projekter, og kan derfor guide dig ift. ressourcer i hele forløbet.  

Og når I nu er i gang: Husk at afstemme forventninger til ressourcerne. Hvis du ved, at I fx skal bruge et forvarsel på x timer for at køre en ikke-planlagt-test, så nævn det for din ERP-partner. På den måde kan I begge planlægge bedst muligt og forstå hvorfor, nogle ting tager lidt ekstra tid.  

Sæt pris på dine medarbejdere 

Faktisk helt bogstaveligt. Der vil være en periode, hvor I kommer til at arbejde ekstra. Hvor nogle arbejdsgange skal testes af og køres dobbelt. Det er ikke sjovt, men det er nødvendigt for at sikre, at projektet kommer godt i mål.  
 
Vælg din projektgruppe og forbered dem på, hvor meget tid, du forventer, de kommer til at bruge. Måske betyder det, at der i en periode vil være flere uger med 50 end 37 arbejdstimer – sørg for at tale med dem om, hvordan I bedst belønner det. Er det en bonus, ekstra timeløn eller mere fri, når I er på den anden side af projektet? Ikke to medarbejdere er ens, men det er vores erfaring, at langt de fleste gerne vil give et nap med – særligt når de bliver belønnet for deres ekstra indsats.  

Overvej projektansættelse 

Ja – det tager tid at lære en ny medarbejder op i virksomheden, og derfor kan en projektansættelse virke uoverskueligt. Men hvis den nyansatte kommer med erfaring omkring det nye ERP-system og generel data- og projekthåndtering, ser vi også ofte, at det går godt.  

Du kan også tænke på projektansættelsen som en måde at frigøre ”lavthængende” ressourcer fra dine nøglemedarbejdere, så de får mere tid til projektet. Med ”lavthængende” mener jeg kort og godt nogle af de rutineopgaver, som måske er tidskrævende og  – nemmere end viden – kan overgives til en kollega eller projektansat i en periode. På den måde frigiver du de relevante ressourcer.  

Brug foranalysen proaktivt 

Ovenstående er tre meget generelle måder at frigive ressourcer. Vi kommer ikke udenom, at alle virksomheder og kollegaflokke er forskellige – og derfor skal du sætte dine ressourcer i spil på den måde, der skaber mest værdi for jer.  

Det gør du fx ved at finde den kompetente ERP-partner og få lavet en foranalyse inden du igangsætter dit ERP-projekt. Med foranalysen i hånden får du skitseret din kommende platform, og du får en konkret idé om projektets omfang og længde.  

På den måde kan du proaktivt involvere dine nøglemedarbejdere og finde de bedste løsninger for, hvordan I får projektet til at nå sammen.  

Husk også at tage snakken om, at et nyt og mere effektivt ERP-system (formentlig) ikke betyder, at I skal skære ned i medarbejderflokken. Den usikkerhed kan nogle medarbejdere måske gå med – og på den måde blive ”modstandere” af projektet. Fremhæv hvordan nemmere og bedre arbejdsgange betyder mere tid til de ”sjove” opgaver, som udvikler både medarbejdere og virksomheden.  

Vil du vide mere?

Jeg vil anbefale dig at læse mit tidligere indlæg: ”3 måder at få succes med dit IT-projekt”. Uden at spoile for meget, kan jeg løfte sløret for, at jeg bl.a. kommer ind på forandringsledelse og forberedelsesfasen – to andre vigtige elementer for at få dit ERP-projekt helt i mål.  

Lad Bornerups hjælpe dig med dit næste ERP-projekt

Det er en krævende proces at implementere et nyt ERP-system – også selvom du har styr på dine ressourcer inden start.  

Hos Bornerups har vi +30 års erfaring med at implementere ERP-systemer, som understøtter virksomhedens fremtidige udvikling. Få en erfaren partner med i processen – fra foranalyse til færdigt implementeret projekt – vi er med dig hele vejen.  

Book et gratis sparringsmøde og lad os se på, hvordan Dynamics 365 Business Central kan optimere din virksomhed.

Sig ja til holdbare forandringer i et langvarigt samarbejde, hvor vi kan regne med hinanden

Der er mere hvor det kommer fra:

Bliv klar til den nye bogføringslov

Digital bogføring. Det var det helt store emne, da den nye bogføringslov blev vedtaget i maj. Det betyder, at mange danske virksomheder skal være klar til at føre sit regnskab helt digitalt. Få et overblik over kravene og se, hvor langt du er i processen med at digitalisere dine arbejdsgange.

læs mere